WWW SA0104
Denne tekst sætter fokus på mediernes rolle i det danske demokrati ud fra en demokratimodel, hvor medierne fungerer som mellemled mellem borgerne og politikerne. Der vil både blive set på mediernes selvstændige rolle i demokratiet og deres vinklinger i politiske historier samt på politikernes forhold til medierne, den såkaldte medialisering af politik.
Mediernes betydning for demokratiet
SA0105 WWW”Jeg har ikke blacklistet nogle medier. Men det skulle da bare mangle andet, end at jeg ligesom andre mennesker selv bestemmer, hvem jeg vil snakke med”. Sådan udtalte statsminister Anders Fogh Rasmussen til medierne den 5. juni 2007. Udta-lelsen kom efter, at en journalist fra Ekstra Bladet ikke mindre end 667 gange over 4 år forgæves havde forsøgt at få et interview med statsministeren. Interviewet skulle handle om Danmarks rolle i Irak-krigen, men statsministeren havde hver gang blankt afvist interviewet med den begrundelse, at journalisten kørte en ensidig hetz mod den borgerlige regering.
Sagen fortæller noget om den betydning, medierne har i det danske demokrati i dag. Medierne skal fungere som en kritisk vagthund over for de beslutninger, som politikerne træffer, fx om Danmark skulle have soldater i Irak. Samtidig viser det, at politikerne tillægger medierne stor betydning. Derfor forsøger politikerne også at styre den politiske kommunikation, fx ved at ansætte medierådgivere, de såkaldte spindoktorer. De kan vejlede politikerne i at servere de politiske budskaber på den mest medieegnede måde. Men også ved at vinkle den politiske diskussion i medierne, så den tilgodeser de holdninger, den pågældende politiker har.
Medierne: den 4. statsmagt?
Tilbage fra den franske revolution i 1789 har de vestlige, borgerlige demokratier adskilt magten i tre instanser, der skulle kontrollere hinanden, og dermed holde hinanden skak. De tre magter er den lovgivende, den dømmende og den udøvende
Kernetekst
Dansk politik og medierne
magt. Den lovgivende var de nationale parlamenter, i Danmark det danske Folke-ting, som lavede lovene. Den dømmende er domstolene, og den udøvende magt er regeringen og ministrene. Disse tre instanser kontrollerer og styrer hinandens aktiviteter og beslutninger og sørger dermed for, at demokratiet ikke udvikler sig til at flertalsdiktatur, hvor magten er samlet et sted.
I det danske repræsentative demokrati vælger befolkningen nogle politikere til at varetage deres interesser, dvs. de delegerer magten til nogle folkevalgte politikere, der skal træffe beslutningerne i befolkningens sted. Men for at det repræsentative demokrati skal kunne fungere, kræver det, at befolkningen kan overvåge, at de folke-valgte politikere lever op til den magt, de repræsenterer. Det kræver, at borgerne får information om politikernes handlinger og beslutninger. Mediernes rolle er at fungere som en kontrollerende magt. En magt, der kontrollerer det politiske system.
I dag har medierne fået en central rolle som hovedformidler af de politiske bud-skaber mellem borgere og politikere. Medierne har altså en central rolle i demokratiet. Nogle taler om, at medierne fungerer som en 4. statsmagt, der på den ene side skal sørge for at ”holde politikerne i ørerne” og informere borgerne om hvilke beslut-ninger, der træffes i det politiske system. Og på den anden side skal de informere politikerne om, hvilke ønsker og krav befolkningen har til det politiske system.
Mediernes rolle i demokratiet kan ses ud fra tre forskellige fokusområder. Først og fremmest kan fokus være på politikerne og de politiske institutioner. Nogle steder tales der om, at der er sket en professionalisering af den politiske kommunikation. For politikerne er det vigtigt at kunne leve op til mediernes krav om at levere hurtige budskaber, der kan passes ind i en kort nyhedsudsendelse eller en artikel, der kan virke fængende for læserne. Det er dog ikke bare de folkevalgte politikere, men også ikke-folkevalgte, der har fokus på at målrette de politiske budskaber efter medierne. Ministrene ansætter medierådgivere, og eksempelvis interesseorganisationerne bruger i stadigt stigende grad medierne som talerør for deres politiske ønsker. Det sker for at påvirke det politiske system, nemlig politikerne ved at gøre opmærksom på konkrete politiske problemer. Borgerne forsøger som enkeltpersoner også i stigende grad at søge indflydelse på de politiske beslutninger ved at målrette enkeltsager mod medierne. Et andet fokus er på medierne i sig selv. Medierne er også interessante som selvstændige politiske institutioner, der har et ganske specielt fokus i politiske og samfundsmæssige spørgsmål. Nogle steder kritiseres medierne for at favorisere enkelte politiske fløje. Gennem udvælgelse af politiske emner bliver nogle partiers standpunkter fremhævet, mens andre partier har sværere ved at få deres politiske budskaber igennem.
beskyldt for at reducere det politiske indhold til et spil. De politiske kommentatorers rolle har ofte været at ”gå bag om politik”, dvs. forsøge at afsløre, hvad politikernes udtalelser og budskaber i virkeligheden betyder. Kritikken går på, at medierne der-med nedprioriterer mere væsentlige forhold i det politiske system. Eksempelvis er medierne i de senere år blevet mere fokuserede på, hvad der kan gøres interessant for en læser, seer eller lytter, men det interessante er ikke nødvendigvis lig med det væsentlige. Det sidste led i analyserne af mediernes rolle i demokratiet er, at se på hvordan befolkningen modtager mediernes budskaber. Her er fokus på de effekter, medierne har på borgerne.
Det fælles ved de kritiske og de mere positive analyser af mediernes rolle i demokratiet er, at de ser medierne som en selvstændig politisk aktør. Medierne sorterer nyheder ud fra de såkaldte nyhedskriterier. De kan være forskellige fra medie til medie, men styrer, hvad der er en god nyhed i det enkelte medie. Hvilken rolle medierne spiller i demokratiet, afhænger derfor af, om man ser på medierne som en selvstændig medspiller i det politiske system eller som en mere passiv in-formationsleverandør mellem politikerne og borgerne.
WWW SA0106
Medialiseringen af politik
Generelt kan udviklingen i mediernes rolle i demokratiet betegnes som en medialise-ring af politik. Dvs. at politik i dag i stigende grad foregår på mediernes præmisser. Ofte er det medierne, der sætter politiske diskussioner på den politiske dagsorden. Medierne er dermed med til at bestemme det politiske indhold. Når en avis sætter en politisk sag på forsiden, eller et nyhedsmedie bringer den som tophistorie i en nyhedsudsendelse, tvinges politikerne til at forholde sig til sagen.
Foghs kone med kopi-taske, B.T. Sommeren 2006
Statsministerens kone, Anne-Mette Rasmussen, poserer ved officielle lejligheder med en kopitaske af mærket Louis Vuitton.
Sommeren 2006 vinkede Anne-Mette Rasmussen sammen med sin mand og den amerikanske præsident George W. Bush fra præsidentens fly Air Force One. Anne-Mette Rasmussen fremviste ved denne lejlighed sin kopi-taske. Det affødte en stor debat i Danmark omkring det rimelige i, at statsministerens kone købte kopivarer i udlandet. Varer, som der ikke var betalt told af, og som ud-konkurrerede de etablerede firmaers varer. I dette tilfælde det franske modehus Louis Vuitton.
Den ovenstående sag med Anders Fogh Rasmussens kone viser, hvordan medierne i stadig stigende grad fokuserer på private forhold, og der skabes et større pres på ikke bare politikerne selv, men også deres koner om at være rollemodeller for befolkningen. Sagen har reelt ikke noget med Anders Fogh Rasmussen og den bor-gerlige regerings politik at gøre, men den skabte alligevel en stor debat i Danmark om mediernes stigende fokus på private forhold.
Nyhedskriterierne
Når en journalist udvælger, hvad der er en god historie, må han eller hun bruge sin fornemmelse for, hvad der kan ende med at komme i avisen. Journalistik er en slags håndværk, hvor journalisten har nogle redskaber til at vide, hvad der er en god nyhed. Redskaberne betegnes som de journalistiske nyhedskriterier. Det første nyhedskriterium er sensation. En historie skal indeholde noget uventet og usædvanligt. Det vil sige, at det skal være noget, der afviger fra vores normale hverdag. Det kan være flykatastrofer, politiske skandaler eller lignende. Det andet nyhedskriterium er
identifikation. En historie skal kunne vække genkendelse. Vi skal med andre ord kunne relatere det til vores egen hverdag. En nyhed om, at en mand på den anden side af jordkloden er blevet snydt i skat, er derfor kun interessant, hvis den minder os om, at vi selv kan blive det. Det tredje nyhedskriterium er konflikt. En god historie skal kunne skabe nogle modsætninger, hvor det bliver muligt for os at tage stilling til den ene eller anden side. Aktualitet er det fjerde kriterium. En nyhed er ikke længere interessant, hvis den ikke er aktuel. En nyhed stiller i dag i stigende grad krav til journalisterne om at levere det nutidige. Reporterne skal stå på stedet og opleve begivenhederne lige nu og her, og nyhedsudsendelserne skal have et element af at være et arbejdende sted, hvor journalisterne løber rundt for at få det allernyeste leveret ud til befolkningen. Det ses bl.a. i TV2 Nyhedernes scenografi, hvor der i studieværtens baggrund er et kontorlandskab med arbejdende journalister.
Det sidste kriterium er væsentlighed. En nyhed skal ikke kun berøre enkelte men-nesker, men være relevant for befolkningen eller samfundet.
Fokus: de 5 nyhedskriterier
Sensation: Det uventede og det usædvanlige. De nyheder, der afviger fra det normale, er dem vi normalt helst vil læse. Det fascinerer os at læse om skandaler, katastrofer og ulykker. Gerne med intime detaljer om de berørte.
Identifikation: Det er vigtigt for en læser, at de personer, steder og emner der omtales i artiklen eller indslaget vækker en genkendelse og skaber en følelse af samhørighed. På den måde skal det kunne vække vores følelser, og vi skal kunne relatere det til vores egen hverdag. Dermed bliver identifikation det højest prioriterede nyhedskriterium for medierne
Konflikt: En god historie har en konflikt mellem personer eller interessemodsætninger. Der fokuseres i gode historier på forskellen mellem os og dem, mellem det gode og det onde. Kon-flikten kan pirre vores nysgerrighed og presse os til at vælge side.
Aktualitet: Det, der er interessant, er det, der sker lige nu eller i den nærmeste fremtid. Dermed har indslag og artikler en tendens til at fokusere på pludselige og dramatiske begivenheder. Dermed bliver borgerne opdateret med det samme, fordi medierne slås om at komme først med en nyhed, men omvendt bliver en nyheds baggrund, dvs. fokus på fortiden, og dens perspektiver fremad, dvs. fokus på fremtiden, underbetonet.
Væsentlighed: Forstået som betydning for samfundet. Hvis ikke nyheden giver en umiddelbar værdi for læseren, fordi den opleves som fjern og uvedkommende, kan journalisten behandle stoffet, så det forekommer mere væsentligt for os. Fx ved at skabe identifikation, ved at vælge en subjektiv vinkel på stoffet eller ved at pege på konksekvenserne af en begivenhed for læseren eller seeren. Det sidste nyhedskriterium er kommet i modvind i de senere år, da medierne i dag snarere prioriterer identifikation og aktualitet.
WWW SA0107
Nyhedskriterierne forstås dog ikke ens i alle medier. Specielt væsentlighedskriteriet er i de senere år blevet nedprioriteret til fordel for specielt identifikationskriteriet. På TV2 Nyhederne ses det bl.a. ved, at de forskellige kriterier tolkes i en retning, så de passer ind på kanalens værdisæt. TV2 Nyhederne har fx udviklet nærhedskri-teriet som en variant af identifikationskriteriet. En nyhed er mest relevant, når den berører modtagerne som individer. Dermed træder specielt væsentlighedskriteriet i baggrunden, da det mere fokuserer på overordnede samfundsinteresser.
Fx bringes internationale nyheder primært, hvis de kan relateres til en nær dansk kontekst. Det kan være i forbindelse med Irak-krigen, hvor fokus er på danske soldaters forhold i Irak snarere end den generelle udvikling i krigen.
Kernebegreber
Nyhedskriterier: Retningslinier for den gode nyhed hos journalister. Fortolkes forskel-ligt af forskellige journalister og mediehuse
Repræsentativt- og deltagelsesdemokrati: I det repræsentative demokrati er der et ideal om politisk lederskab, hvor magten i det politiske system ligger hos de repræsenterende, politikerne, mens de repræsenterede, borgerne, kun deltager ved afsættelse af repræsentanterne ved folketingsvalg. I deltagelsesdemokratiet er idealet så høj inddragelse af borgerne som muligt. Bl.a. ved folkeafstemninger, en kritisk og selvstændig presse, og udenomsparlamentarisk arbejde såsom læserbreve, boykot af varer, demonstrationer osv.
Spindoktor: En pressemedarbejder hos en politiker eller andre offentlige politiske ak-tører, eksempelvis virksomheder og interesseorganisationer, der forsøger at styre den politiske kommunikation og pressens dækning af politiske sager og spørgsmål. Metakommunikation: Når pressen fx anskuer det politiske arbejde som spin og
